Marianne Florman
Lad mig starte med at lede dig tilbage ad min personlige vej til hesten hjerte – og mit eget!
Det var i mødet med Ingela Larsson Smith og hendes tilgang til hestene – True Connection – at jeg for alvor fik øjnene op for at gå nye veje. True Connection går nogle lag dybere end det, jeg tidligere havde lært. Det var med enorm tilfredsstillelse, at jeg kunne se, hvilken forandring det medførte i relationen mellem mig og mine heste.
Da jeg som voksen besluttede mig for at købe hest, vidste jeg, at det at have hest skulle være på en anden måde, end den jeg kendte fra barndommen. Det var nemlig en meget traditionel tilgang med pisk og sporer. Jeg meldte mig straks efter første køb af hest til et Parelli kursus med min nye islandske hoppe, Tinna. Hvem kunne dengang vide, at hun og mine andre heste skulle blive mine største læremestre…
Hestene og jeg er siden rejst gennem diverse kurser. Jeg er kommet dybere og dybere i forståelsen af både min egen og hestenes måde at være i verden på.
Fra begyndelsen
Da jeg var barn, elskede jeg heste. Jeg samlede på postkort, plakater, kalendere og magasiner med heste! I 3. klasse bad lærerinden min mor om, at der ikke indgik heste i alle mine sætninger, når jeg skulle lave skriveøvelser. Mit største ønske var en hest. Men det nærmeste, jeg kom drømmen, var ved at vrinske til alle de heste, vi kørte forbi, når vi hver weekend tog i sommerhus ved Lammefjorden.
En skønne dag skete det, at nogle ponyer, min søster og jeg havde redet på i smug, blev sat til salg. Vi var forelsket i en smuk lille New Forest/Dartmoor vallak. Vi fik lov til at købe ham for min storesøsters konfirmationspenge – nemlig 1.500 kr.
Som 11 årig blev jeg hesteejer, og jeg kunne ikke være mere lykkelig. Min søster og jeg cyklede gladeligt 8-9 km hver vej, to gange om dagen, hver weekend for at passe vores nye ven, Peter Pan. Det blev til fire fantastiske år, hvor min søster og jeg passede og red både Peter Pan og 70 andre heste. Vi red både dressur og springkonkurrencer, og vi levede og åndede for heste. Men en dag endte eventyret, da ejeren af stutteriet døde. Vi mistede det hele på en gang!
Jeg besluttede, at en dag ville jeg have hest igen. Men først når jeg kunne bo et sted, hvor jeg kunne have mine heste hjemme. Der skulle gå mere end 25 år, før den drøm gik i opfyldelse!
Da min mand og jeg flyttede til Møn i 2003, var det en del af planen, at vi skulle have et par rideheste. I 2005 ankom de første to shetlandsponyer, der skulle være selskabsheste. I 2006 købte jeg så Tinna og Sir Victor. Resten af flokken er langsomt kommet til gennem årene.
I dag arbejder jeg fuldtid med foredrag, uddannelser, undervisning, workshops og hesteguidet terapi, ligesom jeg afholder camps og har ugestuderende.
Du kan læse mere om min foredragsvirksomhed for erhvervslivet på florman.dk.
